Velkommen Livet ved søen Livet ved åen Naturhistorier Tanken Fototeknik Links Lidt om mig

Tanken

Siden vi flyttede til Engesvang i 2014 har jeg tilbragt mange timer med at vandre rundt ved søen og kigge, lytte og opleve. Sommetider med kikkert og sommetider med kamera.

Søen blev genetableret i 2004, efter at mere end 100 års dræning, afvanding og tørvegravning næsten havde tørlagt den. Så søen i dens nyværende form er meget ung.

Da det første stykke af afvandingskanalen "Bøllingsø Kanal", som løber fra Bølling Sø mod nordvest ud i Skygge Å, blev genslynget i 2016, kom der også et spændende nyt vandløb indenfor gåafstand.

Fra offentlig side har der ikke været bevilget midler til at følge naturens udvikling i disse nye miljøer, så det har været overladt til amatørerne.

Det har især tiltrukke de fugleinteresserede. Der har været masser af indberetninger af fugleobservationer på DOFs database.

Da jeg alligevel ikke kan yde meget nyt i forhold til de mange fugleeksperter, der huserer i omegnen, vil jeg på dette website mest beskæftige mig med den øvrige del af naturen, især de mange interessante og farvestrålende insekter, man ofte møder.

Jeg synes også, de er meget nemmere at fotografere end de sky fugle. Men links til komplette fuglelister kan findes på siden Links.

 

Nogen oplevelser har jeg fortalt om på Facebook-siden Engesvang Natur. De bedste af mine billeder har jeg vist på min Flickr-side. Jeg har også indberettet en lang række iagttagelser, især af insekter, til naturbasen hos Danmarks Fugle & Natur, en del fugleiagttagelser til DOF-basen og også enkelte bidrag til Danmarks Svampeatlas.

Men alle disse steder er formatet begrænset, og når indlæg ikke længere har nyhedens interesse, synker de hurtigt ned i usynlighed.

Derfor besluttede jeg at oprette denne hjemmeside som en hyldst til de landskaber, planter og dyr, som har givet mig så mange stunder med skønhed, overraskelser, forundring og spænding.

I tilgift håber jeg også på at kunne formidle oplysninger og illustrationer fra vores lokale natur til en bredere kreds af naturinteresserede, som måske ikke kender området så godt.

Det giver mig også en chance for at vise nogen af de mange billeder, jeg har taget, og med god plads til forklaring og fortælling.

Men især håber jeg, at den kan virke inspirerende på de mange, der færdes jævnligt i området, og måske synes, at vores jævne natur ikke har så meget at byde på, at der er grund til at stoppe op.

Med åbne sanser og en smule viden kan man få mange fascinerende oplevelser med et minimalt forbrug af fossilt brændstof.

God fornøjelse!

STARTSIDE *** Oplevelser i naturen ved Bølling Sø og den genslyngede del af Skygge Å. Beskrevet af Troels Holm *** SIDETOP